Det første kys er magisk. Det kan lukke og slukke – og det kan sætte alt i gang. Hvis du vil få ham til at smile fra øre til øre alene ved tanken om dig, er der 3 ting, du skal huske – tre lidt fiffige tips, der gør, at han ikke vil slippe dig igen. Men du har ikke alverdens tid – ifølge den amerikanske forfatter og datingekspert Michael Fiore faktisk kun 2,6 sekund! I hans bog How To Kiss A Man To Make Him Fall In Love er de knap tre sekunder i begyndelsen af det første kys altafgørende.
Men hvad er det så for tre ting, der kan tryllebinde en mand så hurtigt?
For det første skal han føle sig på sikker grund. Så sikker, at han tør sænke paraderne og slappe af. Det første kys skal ikke nødvendigvis være vildt og lidenskabeligt, det kan være helt forsigtigt. Ligesom med erotik skal forventningen opbygges. Tag hænderne til hjælp – nus ham i nakken eller kør fingrene gennem hans hår.
Dernæst skal dit kys please hans mande-ego, så testoteronen tager på wildwaterrafting i hans krop og får ham til at føle sig uovervindelig. Glem alt om kønsneutralitet – det er ren biologi.
Endelig må dit kys fange hans fantasi, så han ikke kan forestille sig noget som helst andet end dig og ham sammen. I blødt aftenlys. På en strand. Med I’ll Stand By You som lydtæppe.
Hemmeligheden bag et langt og lykkeligt forhold gemmer sig i høj grad i, hvor meget et par nyder at kysse hinanden. Men hvorfor egentlig?
De gamle grækere troede, at kys forbandt menneskers sjæle. Videnskaben i dag har afdækket, at det handler om forenelighed mellem kvinden og en potentiel mage og far til hendes børn. Der sker en masse biokemiske processer og de er med til at bestemme, hvor meget vi tiltrækkes af hinanden. I begyndelsen er kysset altså et slags screeningsværktøj, hvorefter det går over til at være et vedligeholdelses-redskab.
Forudsat naturligvis, at det jævnligt kommer ud af værktøjskassen.